Personportrætter og historier

Her kan du dels se ”kongerækken” (rækken af DS-formænd) og se mere om andre personer, der har spillet en rolle i Dansk Socialrådgiverforenings historie.

Kongerækken - formænd for DS

1938-1940 Kirsten Skovgaard-Petersen
1940-1943 Inger Østergaard
1943-1945 Kirsten Skovgaard-Petersen
1945-1949 Else Bloch
1949-1951 Paula Razga Madsen
1951-1953 Margrethe Appel
1953-1954 Paula Razga Madsen
1954-1956 Inger Østergaard
1956-1959 Erik Andersen
1959-1967 Eva Gredal
1967-1971 Nis Ley
1971-1974 Susanne Voldby
1974-1979 Bjørn Christensen
1979-1985 Carsten Andersen
1985-1991 Kurt Eriksen
1991-1997 Anna Marie Møller
1997-2003 Anne Worning
2003-2008 Henning Breinholt
2008-2012 Bettina Post
2012-2018 Majbrit Berlau
2018-…. Mads Bilstrup

Andre kilder

Vigtigt at gøre sig gældende og kende nogen

» Interview med Jonna Vendelboe, der var næstformand for Dansk Socialrådgiverforening 1955 – 1956 og sad i bestyrelsen i fire år fordelt på to perioder fra 1950 – 1956.

Fra socialt engagement til rigtig fagforening

Videointerview med Alfred Dam, der var næstformand for Dansk Socialrådgiverforening 1959 – 1960.

Fra Biscayen til Den sociale Højskole

» Interview med Henning Lindberg, som sad i hovedbestyrelsen og var næstformand for Dansk Socialrådgiverforening i perioden 1964-1969.

De røde tråde blev samlet i et garnnøgle

» Interview med Lise Møller, uddannet fra Den Sociale Skole i København i 1948, bragt i Socialrådgiveren 10-1998.

Medlemmernes egne historier

Her kan du læse medlemmernes egne historier om deres oplevelser med DS.

Har du også en oplevelse eller husker du en særlig begivenhed fra dit arbejdsliv, som du forbinder med DS? Så kan du sende os en mail med din historie (0,5-1,5 sider), som vi vil give en kort korrekturgang og sætte op her på siden, så andre kan læse den.
Anvend evt. denne skabelon til din historie.

» Send mail til Historiegruppen.

Inge-Lise Rauhe

Uddannet socialrådgiver februar 1965, Den Sociale Højskole i Århus

Min vej til faget
At være uddannet som 23-årig, men se ud som en 17-årig gav mig ikke de bedste odds, når jeg skulle søge arbejde. Mens alle andre havde travlt med at skaffe jobs, handlede det for mig om at finde en god undskyldning for ikke at søge arbejde.

Økonomisk skulle jeg selvfølgelig klare mig selv, når jeg ikke ville arbejde. Derfor gik jeg i ”lære” (ekstra praktik) hos familiekonsulenterne i Århus, hvor jeg kunne møde klienter og deltage i familiearbejde på forskellige niveauer. Men der var mangel på socialrådgivere, og arbejdsgivere ringede blandt andet til skolen for at høre, hvor de kunne få arbejdskraft. Pludselig en aften stod en psykiater fra Herning i entreen og mente, at jeg skulle flytte til Herning for at arbejde. Få dage senere ringede socialinspektør Joensen fra Horsens. Han syntes jeg skulle begynde i Børneværnet med det samme. Sådan blev det, og efter nogle måneder var jeg med til at starte et forsøg på Skolepsykologisk Kontor. Jeg skulle åbenbart være socialrådgiver!

Jeg anbragte børn, vurderede forældre i forbindelse med tildeling af forældremyndighed og lærte meget af de gamle Hk’ere. Jeg syntes faktisk rigtig godt om at være på socialkontoret. Også selvom socialforvaltningen blandede sig i min påklædning. Strømper og bluse i samme farve, var bare for meget. Lønnen var vist god – ca. 1500 kr. om måneden.

DS og jeg
Vi var i 1965 ikke mange socialrådgivere i Århusområdet – og alle kendte hinanden.  Kredsforeningen var for mig et vigtigt sted at komme og jeg følte, at mine ældre kolleger tog rigtig godt imod mig. De blev en slags mentorer, der ”holdt i hånd” på de første generalforsamlinger i København og sørgede for, at jeg kom med til de meget berømte møder på Hindsgavl. Jeg blev formand for Kredsforeningen i 1966 eller 67. Jeg kom med i faggruppen for de kommunalt ansatte, vi var 19 medlemmer på landsplan. Dengang var der ikke kommunalt ansatte socialrådgivere i København.

Min største oplevelse i forhold til Dansk Socialrådgiverforening er uden tvivl arbejdsnedlæggelserne i Århus Kommune i 1978.

Jeg var fællestillidsmand. Vi reagerede på det store arbejdspres og ledelsen ville ikke drøfte sagstal og nye ansættelser. Vi havde en perfekt organisering med en tillidsmand på hver arbejdsplads og en styregruppe på 3. Enkle kommunikationslinjer, mulighed for hyppige møder på arbejdspladsen og i tillidsmandsgruppen. Alle havde de samme informationer, og lige efter møder med ledelsen var der altid fællesmøder. I to omgange var der arbejdsnedlæggelser blandt både overenskomstansatte og tjenestemænd. Det var stort, for det var første gang, at tjenestemænd i Danmark strejkede! HK’erne var med, og det var fantastisk at opleve det sammenhold, der var mellem de to faggrupper. Der var Byrådsmøder med os på dagsordenen, der var møder i arbejdsretten, og ikke mindst skulle alle tjenestemænd i retten og idømmes bod. Det var stort, voldsomt og for mange ganske truende. Konflikten gav 40 nye ansættelser – en klar sejr.

DS i fremtiden
Fremtiden – jeg ved snart ikke. Jeg savner sammenhold, markeringer omkring arbejdsforhold og nedskæringer. Solidaritet med de svageste kræver mere end ord. Hvor bliver handlingerne af? For mig er det vanskeligt at se, hvad gruppen af socialrådgivere prioriterer. Jeg er sikker på, at mange gør et flot stykke arbejde, men som gruppe er vi temmelig usynlige. Skal det blive ved? Jeg håber det ikke.

Eva Hallgren

Uddannet februar 1975, Den Sociale Højskole i Esbjerg.

Mit første møde med DS
Mit første møde med DS fandt sted, da jeg var studerende. Jeg deltog som studenterrepræsentant på det Repræsentantskabsmøde, hvor Susanne Voldby gik af som formand, og Bjørn Christensen blev valgt som ny formand for DS.

Det var i sig selv spændende at være sammen med så mange færdiguddannede socialrådgivere og så oven i købet til Repræsentantskabsmødet, som var DS’ øverste myndighed.
Noget af det, der gjorde indtryk på mig, var, at de uddannede socialrådgivere, som deltog i Repræsentantskabsmødet brugte så meget tid på at diskutere, at det var så svært at forklare, hvad socialrådgivernes faglige kompetencer var for en størrelse. Jeg tænkte, at det måtte de da se at finde ud af, om ikke andet så inden jeg blev færdiguddannet.

Min bedste oplevelse med DS
Det må være konflikten i 1981. Det var 154 dage i strejke og lockout, og jeg var i den periode medlem af DS’ Løn- og Forhandlingsudvalg. Det var en begivenhedsrig periode med masser af møder, formøder og forhandlinger. Vi høstede mange erfaringer under konflikten på både godt og ondt. Det var godt at mærke solidariteten blandt socialrådgivere og især fra andre fagforbund. Det gjorde dog ondt, at der var en splittelse internt i DS, og jeg var meget bekymret for, hvordan vi skulle komme videre som en samlet fagforening efter konflikten.

DS og milepælene
Jeg synes, at der er tale om en milepæl, hver gang DS er kommet igennem med grundlønsforbedringer til medlemmerne. En af de bedste overenskomster er den, som daværende formand for DS Henning Breinholt i 2008 forhandlede igennem kort før sin alt for tidlige død. Som faglig organisation på det sociale område gør DS meget ud af at markere sig socialpolitisk. Det er godt, og det skal vi blive ved med. Men vi må aldrig glemme vigtigheden af at kæmpe for forbedrede løn- og arbejdsvilkår for medlemmerne.

En anden milepæl var, da ledermedlemmerne blev samlet i en Ledersektion og for alvor blev anerkendt som en medlemsgruppe, hvis løn- og ansættelsesforhold DS skal varetage på lige fod med alle andre medlemsgrupper i DS.

Skriv selv din historie

Få evt. inspiration fra disse power points fra historiegruppens Erindringsværksted i 2018

» Historiegruppens Erindringsværksted i 2018 (fra PP)

Kontakt