Socialrådgiveren 2/18

Indhold

Sygehussocialrådgivere gik til kamp for deres arbejdsplads – og vandt

Klinik for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning på Rigshospitalet i København stod til at lukke, men med hurtige høringssvar på tværs af faggrupper og ledelse og et tæt samarbejde med Dansk Socialrådgiverforening lykkedes det sygehussocialrådgiverne at overbevise regionspolitikerne om, at de ikke skulle spares væk alligevel.

Afskediget tillidsrepræsentant får 288.000 kroner i erstatning

En tillidsrepræsentant fra Randers Kommune blev afskediget uden først at have fået en advarsel. Og det kan man ikke. Det er netop blevet afgjort i en voldgiftssag, som Dansk Socialrådgiverforening har vundet på vegne af den tidligere tillidsrepræsentant, som nu får en godtgørelse på 288.000 kroner.

Socialrådgivere hårdt ramt af arbejdspres og stress

NY UNDERSØGELSE Hver tredje socialrådgiver er ofte eller hele tiden stresset. Og knap 60 procent oplever, at de har en høj eller meget høj arbejdsmængde. Det viser en ny undersøgelse fra FTF. Socialrådgivernes formand er stærkt bekymret over de høje tal og efterlyser klare regler for psykisk arbejdsmiljø.

Jeg troede, at jeg kunne redde min arbejdsplads

Et alt for stort arbejdspres, en kaotisk omstrukturering og dårlig ledelse er hovedingredienserne i den stress-cocktail, der i 2015 kørte socialrådgiver Susanne Sørensen helt ned – og udløste en depression. De seneste år har også været hårde for hendes mand og deres trillinger på 11 år.

Jeg overskred mange grænser – fra det ene sociale reservat til det andet

Der er brug for en bedre forståelse af, hvad der virker i socialpolitikken og et skarpere samspil mellem forskning og praksis, hvis vi skal styrke den sociale mobilitet, mener tidligere SFI-direktør, Agi Csonka. På trods af velfærdsstatens ideal om lige muligheder for alle, er der stadig stor sammenhæng mellem folks baggrund, og hvor man ender i livet. Som barn af ungarske flygtninge fra arbejderklassen har hun selv skullet padle gennem et hav af kulturelle koder for at finde sin plads i tilværelsen.

Mordet på den eksistentielle samtale

KOMMENTAR: Socialrådgivernes undringsevne og samtalekultur er blevet afløst af afhøring og spørgsmål-svar-projekter som en konsekvens af den førte socialpolitik. Vi må genfinde den eksistentielle samtale, hvor det – måske kun i glimt – står lysende klart for borgeren, hvad der er humlen i vedkommendes liv.

Regler er ingen garanti for, at børn ikke svigtes

KOMMENTAR: Borgerrådgiverens juridiske rapport afslørede fejl i børnesager i Københavns Kommune, og nu skal der rettes op. Vi er bange for, at de gode intentioner bliver fulgt af tiltag, der kommer til at virke mod deres hensigt. For med mindre arbejdet følges af øgede ressourcer, betyder det, at andet arbejde – det som ikke skal registreres – ikke bliver lavet.

DS efterlyser respekt for syge borgere

Ministre bør sende et klart signal til kommunerne om, at borgere ikke skal underlægges fysiske lægetjek på jobcentrene, mener Dansk Socialrådgiverforening.

Beslutninger skal træffes på et oplyst grundlag

REGIONSLEDER: At både ledere og medarbejdere klæder de strategiske beslutningstagere på til at træffe beslutninger på et oplyst grundlag, er afgørende for, at organisationen lykkes med sine overordnede strategier.