Socialrådgiver afslørede lovbrud – nu inspirerer hun andre whistleblowere

Konference i Folketinget om whistleblowing blev indledt af socialrådgiver Susanne Fasting, som i 2015 afslørede Odense Kommunes ulovlige praksis på børneområdet. Hun opfordrer andre, der overvejer at gå til pressen med kritisable forhold på deres arbejdsplads, til at gå sammen med deres kollegaer og kontakte DS.

Socialrådgiver afslørede lovbrud – nu inspirerer hun andre whistleblowere

En sommerdag i 2015 modtog Susanne Fasting og hendes kollegaer i Familie- og Velfærdsafdeling en e-mail fra deres leder. Han gav dem knap et døgn til at finde fem børnesager hver, som kunne lukkes, fordi kommunen skulle spare penge.

Susanne Fasting nægtede, og hun gjorde sin leder opmærksom på, at det er ulovligt at lukke en sag af økonomiske årsager. Da der ikke kom noget ud af det, gik hun til Dansk Socialrådgiverforening, som klagede til Ombudsmanden og fik medhold . I august 2015 stillede Susanne Fasting op til et interview i TV Avisen, og sagen udviklede sig til en forvaltningsskandale. Flere chefer i Odense Kommune blev fyret på grund af den ulovlige ordre, mens Susanne Fasting og resten af socialrådgiverklubben i Odense fik DS’ hæderspris Den Gyldne Socialrådgiver for at stå fast på deres faglighed.

Onsdag d. 20. februar 2019 stille Susanne Fasting sig op igen. Denne gang på en talerstol i Folketinget, hvor Retsudvalget og Folketingets Ombudsmand afholdt en konference om whistleblowing og meddeleret for offentligt ansatte. Konferencen blev indledt af Susanne Fasting, som fortalte om sine oplevelser som whistleblower. Hun sendte en opfordring til andre, der overvejer at gå til pressen med kritisable forhold på deres arbejdsplads:

– Gå sammen med flere, kontakt din tillidsrepræsentant og fagforening. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så gør vi det bare stærkere, når vi står sammen, lød det fra Susanne Fasting.


Har du oplevet ulovlig praksis eller andre kritisable forhold, som du mener, offentligheden bør gøres opmærksom på? Dansk Socialrådgiverforening har lavet en guide om rammerne for din ytringsfrihed, hvor du også kan se, hvordan du kan få hjælp fra din fagforening. Find guiden her.

Se hele Susanne Fastings oplæg på whistleblowerkonferencen 12:40 minutter inde i videoen.