Strategisk og ihærdig socialrådgiver forgyldes

Henrik Manero Hald, fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Randers Kommune, hædres af DS med prisen Den Gyldne Socialrådgiver for sin ihærdige indsats for at forbedre arbejdsforholdene for socialrådgiverne i kommunens Familieafdeling.

Dansk Socialrådgiverforenings hæderspris, Den Gyldne Socialrådgiver, går i år til Henrik Manero Hald, fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Randers Kommune.

Det har været et oplagt valg, afslørede Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, da hun overrakte hædersprisen på foreningens Repræsentantskabsmøde 29. november 2014.

– Nærmest skræmmende overbevisende. Du har stået imod overgreb på overenskomsten og angreb på personalepolitikken på arbejdspladsen. Og du har været en stærk socialpolitisk aktør, sagde hun.

Advarede om risiko for svigt i børnesager

Allerede da Henrik Manero Hald blev valgt som fællestillidsrepræsentant i Randers Kommune i 2008, gik han forrest i kampen for at forbedre arbejdsforholdene og de faglige rammer i særligt kommunens Familieafdeling. Nødvendigheden af den kamp blev tydeliggjort i efteråret 2013, hvor Arbejdstilsynet udstedte en række kraftige påbud om at forbedre arbejdsmiljøet.

Historien blev for alvor offentligt kendt, da den anonyme socialrådgiver ”Karen” i september 2014 slog alarm i Randers Amtsavis. Henrik Manero Hald og hans kolleger havde adskillige gange forinden advaret Familieafdelingens ledelse om, at det store arbejdspres medførte risiko for svigt i børnesager.

Har kæmpet for dialog med ledelsen

Familieafdelingens ledelse afviste i første omgang kritikken, hvilket vakte vrede blandt afdelingens medarbejdere. Få uger senere var afdelingens ledelse blevet udskiftet. Henrik Manero Halds kondisko trak store laster på gulvene i de kommunale direktørgange i de uger.

– Især fra starten af november og frem har vi haft en virkelig god dialog med den kommunale ledelse. Her har vi for første gang hørt ledelsen italesætte nødvendigheden af at være i en meget tæt dialog med de ansatte, hvis problemerne på området skal løses, siger han.

Og han tror på, at de nye toner er reelle.

– Men ledelsen har selvfølgelig også et sværd hængende over hovedet i form af Arbejdstilsynets meget kraftige påbud.

Åbenmundet strateg

Igennem hele forløbet har Henrik Manero Hald sagt tingene ligeud. Både i ord og tonefald er der givet ren besked – til ledelsen i Randers Kommune, på klubmøderne i Familieafdelingen og i pressen. Særligt sidstnævnte er ikke gået ubemærket hen.

– Jeg ved da godt, at nogle ledere synes, det havde været nemmere, hvis jeg havde holdt mund.  Og det har de da sikkert ret i. Men jeg fortryder ikke, at jeg har meldt åbent ud. Hverken på direktionsgangen, til klubmøder eller i pressen.

Spørger man Mads Bilstrup, formand i Dansk Socialrådgiverforenings Region Nord, overlader de bramfri udmeldinger dog intet til tilfældighederne.

– Tro mig, Henrik har en bagvedliggende strategi, hver eneste gang han lukker munden op. Og det er både den administrative og politiske ledelse i Randers Kommune fuldstændig klar over.

Kollegerne har været afgørende

Henrik Manero Hald er glad og stolt over at modtage Den Gyldne Socialrådgiver.

– Men jeg mere stolt og glad over at være en del af det fantastiske fællesskab, som Dansk Socialrådgiverforening er. Og over at være en del af et fagligt fællesskab, som ikke bare er en bovlam organisation, men som rent faktisk agerer offensivt i den politiske virkelighed og på presset på ansattes arbejdsforhold og rettigheder.

– Til gengæld har jeg det lidt svært med, at det her kommer til at handle om mig som person. For vi har opnået de her resultater på grund af et tæt samarbejde mellem tillidsrepræsentanter og klubmedlemmerne fra Familieafdelingen. Vi havde ikke kunnet gøre det uden medarbejdernes opbakning.

Derfor har han aftalt med TR-kollegerne, at de 10.000 kroner, som følger med hædersprisen, skal bruges på en stor fest for alle DS-medlemmerne i Randers Kommune.