Svenske socialrådgivere har 15-20 børnesager
Færre børn pr. sagsbehandler og hyppigere opfølgning er nogle af de redskaber, som en svensk kommune anvender i arbejdet med udsatte børn. KREVI zoomer i ny rapport ind på den svenske model.
Socialrådgivere i den svenske kommune Borås følger oftere op på børnesagerne, end der typisk gøres i Danmark. Som konsekvens af kravet om den tætte opfølgning har de svenske socialrådgivere kun 15-20 børnesager – hvor danske socialrådgivere i gennemsnit har ansvar for 30 og helt op til 60 sager.
Det fremgår af rapporten ”Tæt på en svensk kommune – inspiration fra Borås Kommunes praksis på området for udsatte børn og unge”, som det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut KREVI netop har offentliggjort.
Dansk Socialrådgiverforening har gennem flere år efterlyst lavere sagstal for socialrådgiverne og har udarbejdet vejledende sagstal.
Opfølgning én gang om måneden
Når et barn fra Borås Kommune er blevet anbragt eksempelvis i en plejefamilie, skal forvaltningen følge op inden for to uger, hvor handleplanen også skal være klar. Herefter følges der op én gang om måneden i det første halve år og efterfølgende fire gange om året.
Det første år varetages opfølgningen af to socialrådgivere: En, der primært gennemfører enesamtalerne med barnet, og en der primært følger op på plejefamilien.
For anbringelser på institutioner følges der op hver måned det første år. Og efter det første år, følges der op hver sjette uge.
Forvaltningen i Borås Kommune benytter desuden et pointsystem, hvor sagerne vægtes ud fra deres sværhedsgrad, og hvor hver sagsbehandler helst skal ligge på 120 point.
Den svenske model er billigere
Specialkonsulent i KREVI Stinne Højer Mathiasen forklarer, hvorfor forskerne – sammen med en række praktikere fra to danske kommuner – har valgt at gå tæt på en svensk kommune.
– Vi har i tidligere undersøgelser dokumenteret, at sammenlignet med Danmark, så har Sverige lavere udgifter til udsatte børn og unge. De har kortere anbringelser og relativt flere anbragte i familiepleje end på institution.
Og Stinne Højer Mathiasen understreger:
– Samtidig er der ikke noget, som tyder på, at det går ud over kvaliteten. Og det var derfor relevant at kigge nærmere på Borås Kommune, som praktiserer ”den svenske model”.
Anbringelser på institution varer sjældent mere end et år
I Borås Kommune er anbringelserne på især institutioner kortvarige, og de varer sjældent mere end et år. Det bestræbes bl.a. ved, at det er de mere erfarne sagsbehandlere fra socialforvaltningen, der samarbejder med institutionerne. I undersøgelsen fremhæves det, at det sker for at sikre, at det er kommunen og ikke leverandøren, der sætter rammen for behandlingen – og især anbringelsestiden.
Stinne Højer Mathiasen pointerer, at de korte anbringelser også skal ses i sammenhæng med den høje prioritering af forebyggelse.
– 44 procent af Borås Kommunes udgifter på området går til forebyggelse. De anvender en bred palet af forebyggende foranstaltninger med udgangspunkt i et ”normaliseringsperspektiv”, der indebærer, at man ønsker at fastholde den unge i så normal en tilværelse som muligt.
Socialminister: Vi kan lære af svenskerne
Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup (S), kommenterer ”den svenske model” i en pressemeddelelse, hvor hun blandt andet siger:
”Svenskernes erfaringer er interessante, og jeg har især bidt mærke i målet om, at børn skal være i omgivelser, der minder mest muligt om opvæksten i en familie. Det tror jeg er et helt rigtigt udgangspunkt. Derfor er der også god grund til at lære af svenskernes erfaringer og hente al den inspiration, vi kan, selv om deres model ikke kan overføres direkte til Danmark.”
Det lave antal sager og den tætte opfølgning bliver ikke nævnt af ministeren.