Der er behov for at tænke nyt på børneområdet

KOMMENTAR Fagbladet Socialrådgiveren 8/17 bragte en kommentar af juristerne Nina von Hielmcrone og Trine Schultz, hvor de slog et slag for, at loven på børneområdet er god, og at sagsbehandlingsreglerne på børneområdet understøtter og sikrer kvaliteten i sagsbehandlingen.

Jeg er helt enig i, at de grundpiller, sagsbehandlingen skal hvile på – en undersøgelse af forholdene, involvering af børn og forældre og planlægning af, hvad der skal ske og opfølgning på det – skal være på plads. Når det er slået fast, så er der et par spørgsmål, som jeg ikke synes, at indlægget forholder sig til.

Det ene er, at den konkrete udformning af disse grundprincipper i sagsbehandlingen er blevet så bureaukratisk, at det er umuligt at undgå fejl. Det dokumenteres hver gang, Ankestyrelsen eller Task Force kigger på den kommunale sagsbehandling. Task Force finder aldrig under 70 procent, i nogle kommuner er der fejl i 100 procent af sagerne. Det er efter min vurdering ikke, fordi socialrådgiverne udfører dårligt arbejde, men fordi udformningen af reglerne rammer skævt i forhold til arbejdet. Når socialrådgivernes arbejde er lagt i så stramme tøjler og med ekstremt mange proces- og procedurekrav, så er der ikke plads til det socialfaglige arbejde.

Et andet spørgsmål er, om reglerne dækker den måde, der i stigende grad arbejdes på i kommunerne. For at skabe forandring i børns liv, skal man kunne arbejde væk fra kontoret. En stor del af tiden i forældrenes hjem, i skolen, i daginstitutionen – ude hvor børnene færdes i hverdagen og i samspil med vigtige samarbejdspartnere omkring familien.
Her lægger man bekymringen på bordet og indgår aftale om, at der skal ske forandring. Man taler ærligt sammen og fokuserer på ressourcer. Man rydder problemer af vejen. Man binder an til uddannelse og job. Man sætter ting i værk, mens man indsamler viden om familien og i direkte dialog planlægger det, der skal ske. Men er det undersøgelser efter § 50? Og ’børnesamtaler’? Er en aftale ved et netværksmøde en handleplan? Nye måder at arbejde på passer ikke til de arbejdsformer, loven beskriver deltaljeret – og så bliver der nemt dømt fejl, selv om alle de vigtige skridt er taget.

Administration: Mål eller middel?

Min kritik går derfor ikke på intentionerne i loven, men på lovens omsætning og reguleringen af den. Det største problem er, at man til punkt og prikke skal følge og afrapportere alle trin i sagsbehandlingen ud fra en detaljeret skabelon i en tung og lineær sagsproces. Generelt har det en kolossalt hæmmende effekt på sagsbehandlingen.

Konsekvensen er en stor overproduktion, fordi den brede skabelon anvendes overfor alle problemer uanset karakter. Systemet skaber en adfærd, hvor administrationen er blevet til et mål i sig selv i stedet for at være et middel i den socialfaglige proces. Kommunerne bruger enorme ressourcer på at opnå i virkeligheden meget lidt. Der tælles data og aktiviteter for at se, om socialrådgiverne gør, hvad de skal, frem for at bruge ressourcerne på, hvad der virker for barnet. På den måde har procesregulering og en snæver juridisk tilgang svigtet børnene.

Regler om bestemte handlinger i en børnesag, som over tid er indført i loven, kan give socialfaglig mening, men frem for, at man fortsat skal afrapportere og måle på, om det sker i en standardiseret rækkefølge, så bør de være handlinger, der bringes i anvendelse, når det socialfagligt vurderes, at der er behov for det. Vi går for eksempel galt i byen, når vi foretager ’børnesamtaler’ som enkeltstående institutionaliserede aktiviteter, når der skal svares på en ansøgning og foretages en afgørelse.

Standardiserede samtaler

Samtalerne er standardiseret i en sådan grad, at de har mistet deres betydning, og med det har man devalueret socialrådgivernes faglighed og afskåret dem muligheden for at bruge deres dømmekraft. Hvis socialrådgiverne havde et fagligt råderum, så ville der være tid til at foretage netop de vitale skridt i sagsbehandlingen, som bliver efterlyst af eksempelvis borgerrådgiveren i København.

Vi må gøre op med procesreguleringen, fordi den er skadelig for kvaliteten. Når man konstaterer, at kommuner har fejl i mindst 70 procent af sagerne, så er det næppe et problem mht. retssikkerheden. Derimod viser det, at det står skidt til med den måde, vi måler og styrer på. Retssikkerhed angår andre forhold eksempelvis at gøre forældrene klart ved første møde, hvad deres rettigheder er; at kunne tale i et klart sprog om beslutninger og den magt, man kan udøve, så forældrene kender spillereglerne; at de involveres og forstår, hvad der sker; at der er skriftlighed, som gør det muligt for alle parter at genfinde vurderinger og beslutninger; at der skelnes klart mellem frivillige tilbud og foranstaltninger uden samtykke, mv.

Bagud med dokumentation

Som socialrådgiver oplever man i dag en splittelse, fordi man altid er bagud med dokumentationen. Man må vælge mellem dokumentation og kontakten til børn og forældre. Konsekvensen er, at man ikke får set børnene, forældrene og de andre faggrupper nok – selvom man muligvis lever op til reglerne. Min store anke er, at udviklingen har medført en afspecialisering, hvor faglighed er reduceret til tjeklisteadfærd. Vi fokuserer overdrevent på ”opfyldelser”, selv om vi ved, at det er noget andet, som gør den store forskel. Det ser vi for eksempel i den nye arbejdsform i ’Sverigesmodellen’, men hold op, hvor ville vi kunne rykke, hvis de gode bevægelser ikke skete på trods af systemet som små mirakler, men på grund af systemet med en lovgivning, der understøtter denne arbejdsform og de relationer, vi skal skabe.

Skal man så ikke styre? Absolut. Der skal ske en klar og bedre styring, som får det bedste frem i socialrådgiverne, men det kræver, at styringen får en anden karakter, der understøtter arbejdet. Denne bevægelse handler om specialisering, hvor vi opdyrker og styrker den faglige dømmekraft. Når man viser tillid og giver mere plads til den faglige autonomi, så er der brug for støttende mekanismer lokalt. Vi skal udvikle ny kvalitetssikring og nye ansvarlighedsrelationer. Kompetent faglig ledelse og tilsyn tæt på socialrådgiverne er en stor del af svaret. Det er et tema i sig selv, som vi må dyrke i den kommende tid.

Vi har brug for et nyt mindset, der bevæger sig fra output og proces til outcome, og som langt bedre understøtter den positive udvikling, der er i gang på området. Jeg mener, at vi skal tilbage til de gode intentioner i loven, og så skal vi afklare, hvordan de kan formuleres bedst muligt i den nye kontekst. Jeg ser et kæmpe behov for, at vi bliver meget klogere på, hvordan vi får ændret reglerne og får skabt et produktivt samspil mellem lovgivning og praksis.

---

Læs mere

» ”Står regler i vejen for det gode sociale arbejde på børneområdet?” Socialrådgiveren nr. 8/2017

» ”Børnene mangler i borgerrådgiverens rapport” i Socialrådgiveren nr. 11/2017

» Borgerrådgiverens svar i Socialrådgiveren nr. 12/2017.

» Frank Ebsens indlæg – Regler er ingen garanti for, at børn ikke svigtes – i Socialrådgiveren nr. 2/2018.

» ”Debat efter fejlrapport: Hvad gavner udsatte børn og unge?” Nyhed, 1. februar 2018